Anmeldelse af: Joss Stirling – Phoenix (dansk udgave, 2013)

Titel: Soulfinders - Phoenix
Originaltitel: Stealing Phoenix
Udgivelsesår: 2011
Forfatter: Joss Stirling
Serie: Benedicts#2
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Genre: Paranormal Romance
Sider: 279
Forlag: HøstOgSøn



Bogens bagtekst:

”Da Phoenix bliver beordret til at stjæle fra en amerikansk turist, går hendes planer bogstaveligt talt op i røg – for ikke alene viser offeret sig at være Yves Benedict – en savant, hvis særlige evne er at kontrollere ild – han er også hendes soulfinder.Phoenix har altid fantaseret om at slippe væk fra sit usle liv som tyv. Men hendes sind kontrolleres af den farlige og dybt kriminelle leder af Fællesskabet, der straks ser båndet mellem de to som midlet til at få ram på den mægtige Benedict-klan. Han ved, at Phoenix ikke kan modsætte sig hans vilje og beordrer hendes til at forråde Yves.
Men hvordan forråder man sin soulfinder?”

Tak til Rosinante OG Co, for anmeldereksemplaret! Mine anmeldelser er udelukkende baseret på mine egne meninger og holdninger og vurdering af bogen.

Jeg har haft utroligt høje forventninger til Phoenix – Soulfinders #2. Jeg absolut elskede den første bog og er derfor helt vildt glad for at jeg vandt bog #2. Bogen har – kort og godt, været utrolig overraskende og svær at lægge fra mig.  

Hold på hat og briller! Hovedpersonen Phoenix, som har evnen til at kunne stoppe tiden (helt basalt forklaret), kommer ud på lidt af en rejse. Og det gælder virkelig om at holde tungen lige i munden undervejs. For her, i plottets forløb, møder du karakterer, der (tæt på), alle er involveret i Fællesskabet. Derudover møder du familien Benedict, der består af de syv brødre, deres forældre og desuden hovedpersonen fra den første bog, Sky. En familie som består af lidt mere en familiesammenhold, og hemmeligheder under deres ellers meget perfekte og idylliske familieliv. Der er fuld skrue på hele tiden. Hvis ikke Phoenix farter rundt i London for at kunne opfylde sit ’job’ som tyv, så er hun på farten for at redde sit eget eller Yves’ skind.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt splittet, ift. bogen. Én ting er, at man har store og høje forventninger til to’eren i serien, et andet er, om den i virkeligheden lever op til forventningerne. Jeg har måtte lægge bogen fra mig nogle dage efter jeg blev færdig med læsningen. Bogen har et og på samme tid kærlighed og temaet om at blive voksen/selvstændig og rent faktisk lære at kunne ’acceptere’ at man skal være sammen med sin Soulfinder hele livet. Men jeg mangler altså lidt romance! Der er fuld fart over feltet gennem hele plottet, men der har været nogle gange, hvor jeg har måtte kigge op fra siderne og lige tænke lidt. Hvorfor var det lige … hvordan var det lige dét hang sammen..? Joss Stirling opnår på et og samme tid at skabe romance og ’et plot ved siden af’, men romancen tabes altså undervejs, i takt med Phoenix på den ene eller den anden måde, egentlig ikke vil vedkende sig, at hun rent faktisk har fundet sin Soulfinder. Og når hun så engang accepterer det, vil hun ikke udsætte Yves for faren. Forståeligt, men hun flygter fra problemerne og prøver desperat at redde Yves, ved at droppe tanken om Soulfinders. Det mener jeg er super ærgerlig, eftersom det var det der var noget af det charmerende og ’afhængige’ ved et'eren; man mødte en kærlighed man i virkeligheden kun kan droppe om og give en et smil på læben. Og tanken om at man ikke vil leve uden hinanden.

Hvad angår Yves – Phoenix’s Soulfinder, viser han sig i bogen både fra både sin gode og dårlige side. Sin gode side, fordi han kæmper så meget for deres kærlighed (en hel del mere i starten hvert fald, ift. Phoenix), og sin dårlige side, i hans desperate forsøg på at få Phoenix og ham selv ud at kniben uden at miste livet undervejs. Yves er en utrolig charmerende fyr, og kan virkelig være provokerende. Joss Stirling har virkelig formået at give begge karakterer lidt edge, eftersom de er (for sjov og nogle gange seriøst), efter hinanden, pga. begges stædighed. Joss Stirling har formået – tør’ jeg vove at påstå – et perfekt eksempel på Ying og Yang (modsat til hovedkaraktererne i den første bog). Hvad angår de forrige hovedpersoner Sky og hendes Soulfinder Zed Benedict (Yves’ yngre bror), så indgår disse to helt perfekt! Jeg var utrolig spændt på at se hvor meget de to egentlig var med i Phoenix  og jeg vil ærligt indrømme, at jeg er meget overrasket over den måde Joss Stiling på en og samme tid at skabe kontekst mellem teorien i det at have en soulfinder og så i det at kunne skabe en rigtig god overgang mellem de fire personer, der nu alle har fundet deres soulfinder og har noget helt specielt tilfælles. Desuden var jeg helt forelsket i Zed og Sky, så jeg er utrolig lettet over, at de to er med i Phoenix.

Men altså, for at samle op på det hele… Phoenix, er en helt utrolig fortælling. Hovedpersonen har en helt utrolig stærk karakter og er utrolig stædig. Det kan jeg godt lide, men jeg er lidt ked af alt den selvopofrelse, som der bliver beskrevet i bogen, set via. Phoenix’s forsøg på at redde Yves, som i sidste ende, viser sig som alle de andre Benedict brødre, at være noget helt for sig selv og har viljen til at kæmpe for sin Soulfinder. Leder man efter en bog, hvor selvstændighed, romance, kampen om at få lov til at leve med sine tidligere gerninger og at turde tage chancer, er gennemgående temaer, så er Phoenix helt perfekt. Jeg vil dermed sige, at man som læser ikke kan undgå at lægge mærke til den fantastiske udvikling karaktererne gennemgår og man som læser bliver ’drevet’ igennem bogen af.

* * * * * (5/6 stjerner).

Serien om Soulfinders generelt, mener jeg at skulle kunne ramme ikke kun en yngre målgruppe men også ’Young Adults’ (20+..)