Anmeldelse: Anna for altid af Ina Bruhn

Titel: Anna for altid
Forfatter: Ina Bruhn Sprog: dansk
Genre: socialrealisme/science
Udgivelsesår: 2012
Sidetal: 412
Forlag: Høst & Søn
*****/****** (5/6)

Tak til forlaget for anmeldelseseksemplaret…. Tak til RosinanteogCO for anmeldereksemplaret! Anmeldelsen er udelukkende baseret på mine egne meninger, holdninger om bogen, efter min læseoplevelse. 

Bogen, er ikke for sarte sjæle. Så meget kan jeg nok starte med at sige. Den er, for hvad jeg ville kalde ’hen i det livsbekræftende’. Ikke nok med, at Ina Bruhn har skabt så meget personkarakteristik på så få sider (mener jeg), men Ina Bruhn har også skabt en verden fuld af teenagedrama, overgangsfaser og en fortid der ligger og lurer i det skjulte.

Jeg må nok sige, at bogens start ikke er fangende. Men sekundet man bliver sat ind i hovedpersonens, Anna, liv bliver man bare nødt til at læse videre.

Ina Bruhn har med sine mange bipersoner, og Annas indviklede person, skabt en historie, der er bekræftende for enhver teenager. Budskabet er tydeligt: fortiden kan sagtens ligge og lure i mørket, om end den sidder i køkkenet, ved loftet eller i stuen.

Måden Ina Bruhn bruger selve Sorgen (bemærk stort-S), skaber den mest fantastiske dramatiske effekt, jeg nogensinde er blevet bekendt med. Hun personificerer følelser, giver dem navne (Sorgen, Nye Sorg..). Det er virkelig et fedt virkemiddel og ikke noget man bare læser let hen over, men som farver sproget til det (meget) bedre.

Plottets mystik bliver udlagt i løbet af bogen. Pludseligt er der ikke rigtig noget der hænger sammen og følelsen af dette bliver ikke kun spredt hos læseren – men også hos hovedpersonen, Anna, og det kan man virkelig mærke. Det giver en fed effekt. Man begynder som læser at læse mere mellem linjerne, i ’fællesskab’ med Anna, for sammen at finde ud af hendes fortid. Og hvad det egentlig er der jæger hende og holder hende vågen om natten. Det er her dette suspense virkemiddel (man ved der ligger noget rundt om hjørnet) hurtigt kan blive forudsigeligt, men det er ikke tilfældet her.

Anna for altid er en speciel, fangende og mystisk roman om teenage-livet, livets overgangsfaser, ’karma’ og tidligere oplevelser.

Det mest overraskende ved bogen er genreskiftet. Det er sådan jeg nok bedst ville kun kategorisere romanen. Det var lige før jeg fik et chok – jeg overdriver ikke – passer perfekt, rent plotmæssigt. Pludseligt bliver plottets fantastiske hemmeligheder der ellers har ligget i det skjulte, forløst, og Anna kæmper nu for sit liv og de mennesker hun har blandet ind i sit liv, mens hun har svært ved at tro på hvad det lige er der sker.

Gennem hele romanen, afhænger alt af Anna. Alt afhænger af hendes valg, hendes medmennesker, hendes fortid og hendes udvikling. En udvikling, der har lidt mere i sig, end bare ’fra barn til voksen’. Dette er et medvirkende element i genreskiftet. Desværre kommer denne så langt inde i bogen, at før man har læst bare hundrede sider af bogen, har overvejet at lægge bogen fra sig. Men hvis man bare giver den halvtreds sider mere vil man ikke fortryde.

Det er lang tid siden jeg har været så følelsesmæssigt rørt af en bog. Jeg har både grint – og jeg har endda fældet en lille tåre over Annas valg og fortid. Man begynder straks at sætte sig i Annas sted, for Ina Bruhns karakterisering af hende skaber den mest livlige person. Hendes opførsel forklarer en hel del om hende selv, hvorfor hun er lidt mere end en bare ordinær teenager, som alle andre på hendes gymnasium.

Jeg tør’ ikke skrive mere nu – jeg vil lade andre læsere kaste sig over romanen. Jeg kan kun varmt anbefale romanen, med hop og et kæmpe smil på læben.

Anmeldelse: Skammerens Datter (#1) af Lene Kaaberbøl

Forfatter: Lene Kaaberbøl
Sprog: dansk
Genre: fantasy
Udgivelsesår: første gang i 2000, genudgivet i forbindelse med filmen i 2015
Sidetal: 216 sider + billeder fra filmatiseringen
Forlag: Høst&Søn/Rosinante&Co

*****/****** (5/6) stjerner

SANDHEDEN ER DET SKARPESTE VÅBEN

Forestil dig, at der findes et menneske, som blot ved at se dig i øjnene, kan afsløre ale dine løgne.
Det kan Skammeren ...

Det er ikke med vilje, at Dina er havnet i Dunarks Dragegård. Hun har ikke spor lyst til at spille helt. Faktisk er det hendes højeste ønske at være en ganske almindelig pige. Men det går ikke, når man er Skammerens datter og har øjne, som ingen almindelige mennesker tør se ind i.

Den prisbelønnede fantasyserie om Skammerens datter er blevet en moderne klassiker. Bøgerne danner også baggrund for storslåede teaterforestillinger og spillefilmen Skammerens datter.

Tak til Høst & Søn (Rosinante&Co) for anmeldereksemplaret! Anmeldelsen er udelukkende baseret på mine egne meninger, holdninger og læseoplevelse. 


Det er et stykke tid siden jeg sidst har lagt en boganmeldelse op. Der er sket meget på min bogreol og jeg har nu endelig fået udvalgt en masse lækker litteratur, jeg nok skal anbefale.

Lene Kaaberbøl har på mange måder været med til at gøre mig til den læser jeg er i dag; Tørstig efter mere. Fantasy genren har jeg aldrig kunne lægge fra mig, trods at mange synes jeg burde læse noget andet nu hvor jeg har rundet de tyve år. Men jeg håber at mine anmeldelser her på bloggen, kan være med til at ændre deres mening.

Lene Kaaberbøls Skammerens datter er, som forlaget selv beskriver, en moderne klassiker. Jeg giver dem så evigt ret. Jeg læste Skammerens datter første gang da jeg lige havde lært at læse, og jeg har ikke kunne lægge den fra mig siden. Jeg indrømmer gerne, at når man har gennemlæst den ni gange (eller var det ti?), så kender man hovedpersonerne ret godt. Men alligevel er jeg glad for at jeg fik muligheden for det endnu en gang, med denne nye udgave jeg fik af forlaget. Jeg deltog i en konkurrence på deres facebookside som I kan finde lige her, hvor jeg skulle besvare, hvorfor det var mig, der skulle vinde et eksemplar af den nye udgave af bogen (så ny, at skuespillerne ikke en gang havde set den da de signerede den!!!). Og til præmien hørte der også en biograftur, eksklusiv premiere på filmen af Kenneth Kainz (NepentheFilm/Nordisk film), hos Nordisk Film i Valby. Med mig var en anden dygtig boganmelder og det var en rigtig hyggelig tur, hvor vi efter filmen, mødte både Lene Kaaberbøl og de to unge skuespillere, der spiller Dina og Rosa.

Med Lene Kaaberbøls letlæselige og lette sprog, fører hun dig rundt i Dunarks mørkeste afkroge hvor dyr med lidt for spidse tænder ifølge Dina lurer faretruende for enhver der tør gå forbi. Skammerens datter er en historie om et barns dybeste afkroge og Dinas svære kamp med at acceptere hvem hun er. For Skammerens datter er ikke hvem som helst; Hun kan få selv granvoksne mænd til at kigge væk. Men det er ikke altid nok og hun indser hurtigt, at hun får brug for sin gave til at overleve og beskytte dem hun elsker.

Dina er nok en af de mest fantastiske karakterer jeg har fået lov til at møde i mine mange år som læser. Hun har en fantastisk personlighed og gennemgår en svær udvikling, som børn almindeligvis ikke burde gennemgå. Det er ikke let at være alene og anderledes. Dina som karakter, gør bogen værd at læse. Så nemt er det. Man har ikke læst god, dansk fantasy hvis man ikke har læst Skammerens datter.

Skammerens datter er en helt fantastisk historie. Den er hurtigt læst og man venter i spænding kapitel for kapitel. Det er nogle år siden jeg sidst læste den, men jeg var glad for jeg gjorde; Den er ikke blevet dårligere gennem årene.

Skammerens datter er dog en børnebog. Dette forklarer også sproget. Skrivemåden er ikke særlig udfordrende, men for en garvet læser som mig, er det rart at kunne flyde gennem siderne og fokusere på den verden, de karakterer og den stemning Lene Kaaberbøl så fantastisk har skabt.

Da jeg så filmen havde jeg voldsomt høje forventninger. For Skammerens datter danner grundlag for rigtig mange litteraturelskere. Den havde virkelig noget at skulle leve op til. Jeg var meget nervøs som jeg sad der bagerst i biografen med min med-anmelder og så den. Vi var nogle af de første i Danmark der eksklusivt fik lov til at se den og ved siden af mig, på de bagerste rækker, sad skuespillerinderne Rebecca Emilie Sattrup og Petra Scott Nielsen, som spiller Dina og Rosa. De sad og tøsefnisede lidt som deres ansigt poppede op på skærmen.

Lene Kaaberbøl var også tilstede i biografen. Hun havde lige set den en gang forinden og man kunne tydeligt mærke, hvordan hun var rørt og påvirket - på den positive måde. Hun introducerede før filmens start og forklarede, hvordan hun havde grædt af glæde. Hun ville ikke sige så meget om filmen men lade os danne vores egen mening. Salen var ovenud lykkelige over resultatet, da filmen var slut. Og da efterfølgende fik lov til at tage billeder med Lene Kaaberbøl og de to skuespillerinder, var Lene Kaaberbøl stadig noget fortumlet; Det havde været en stor dag og jeg ønskede hende tillykke med det. Jeg kan kun forestille mig hendes følelser.

Filmen har fantastiske scener; alt fra brede panoramabilleder af landskabet af Dunark til filmens mere grafiske scener af Dunarks mørke afkroge og hvad der lurer der. Grafikken var imponerende (Phew!) og skuespillerne spiller fantastisk. Skammerens datter filmen er højst sandsynligt en af de bedste danske film jeg har set. Dog var der nogle scener der ikke var i bogen. Jeg foretrækker normalt at en film holder sig fuldstændigt til bogens manuskript. Men jeg ved også, at film ikke kan få alt med (selvfølgelig), men udplukke de vigtigste højdepunkter og karakterer for at filmen kan hænge sammen. Jeg er lidt uenig i nogle af de scener der er blevet valgt, samt mangel på nogle af de enkelte karakterer der er blevet valgt fra og de pludseligt opdigtede scener der ikke findes i bogen (for mig virker de ikke sammenhængende og derfor overflødige - de skulle have holdt sig til scenerne fra bogen på nogle punkter). Jeg har meget stor respekt overfor de filmfolk der tør sætte sig ned med en bog som Skammerens datter, der har utrolig mange fans - og derfor utrolig mange forventninger.

Skammerens datter er en helt utrolig historie. Og Skammerens datter-fans vil ikke gå skuffede fra biografen. Filmen udkom d. 26. marts 2015. 

Anmeldelse: PAPER TOWNS, af John Green

Titel: PAPER TOWNS - historien om Margo og Q

Forfatter: John Green 

Original sprog: engelsk 

Sprog: dansk 

Genre: socialrealistisk roman

Udgivelsesår: 2008 (2014 i dansk version)

Sidetal: 336 

Forlag: Høst & Søn 

*****/****** (5/6)

Quentin og Margo går på samme high school, men er vokset fra hinanden. Den nørdede Q følger fascineret fra sidelinjen den gådefulde, smukke Margo, som flirter rundt med de populære elever på skolen. Men hun bliver først et mysterium, da hun en tilfældig aften kravler ind gennem Qs vindue og tilbage i hans liv - med planer om en hævnaktion mod alle der nogensinde har såret hende.
     Efter deres ekspadanat forsvinder Margo, og Q og hans venner dropper eksamenslæsningen for at finde hende, død eller levende. 

PAPER TOWNS er historien om Margo og Q. Men også historien om et mysterium. Mysteriet om de mennesker, vi idealiserer så højt, at vi i vores jagt på at finde dem opdager, at vi leder efter de forkerte. 

Tak til RosinanteogCO for anmeldereksemplaret! Anmeldelsen er udelukkende baseret på mine egne meninger, holdninger om bogen, efter min læseoplevelse. 

Jeg har aldrig været god til socialrealistiske romaner. Men om John Green ikke fik lavet om på det! Jeg har hørt meget om hans bog, der allerede nu er udkommet på DVD "En flænge i himlen", baseret på hans bog af samme navn. Og jeg må nok indrømme, at jeg skrev til RosinanteogCo sekundet jeg var blevet færdig med at læse PAPER TOWNS, om jeg ikke måtte få lov til at anmelde en anden John Green bog.

Ja, jeg er vild med bogen. John Greens ry om hans fantastiske karakterer lever virkelig op til sit ry. Jeg var fanget gennem hele bogen, og ville virkelig vide hvad der skete med karaktererne og hvordan deres problemer ville løse sig - og hvordan! 

PAPER TOWNS er skrevet om et miljø, som vi alle genkender: i nutidens USA, hvor man går i high school, og sparer op hele sommeren mens man drømmer om at få lov til at komme på college. Og så selvfølgelig alle de traditionelle typer af grupper der nu en gang er kendt for at findes i den typiske high school; sportsidioterne, de populære piger/drenge, musikerne, nørderne og andre... 

PAPER TOWNS er en blanding mellem en kærlighedshistorie, og en bog om at ville kæmpe om noget, indtil man finder det. Bogen er inddelt i tre dele, som giver en bogen en flydende rytme, uden man undrer sig over hvad det nu liiige var der skete..

PAPER TOWNS er historien om Margo Roth Spiegelman og Quentin (Q). Margo er den typiske populære pige i high school, der vrimler om sig med fyre, og som bliver set op til af mange andre unge på deres high school. Q er en af nørderne. Og han er virkelig nørdet. Hans venner Radar og Ben er præcist ligesom ham og i et væld af tanker om sex, piger og gaming, er deres hverdag ret ligetil. Q er en i starten af bogen ret indelukket og stille af sig. Han lader som regel Radar og Ben stå for det hele, mens Q bare følger med. De tre lever livet i bare drengestreger - men alt med måde. Man får hurtigt indtrykket af, at de er nogle der har styr på sit, og fulde af homoner. Almindeligvis ville jeg sige, at romanen er en socialrealistisk roman, men jeg må nu også sige, at det er en udviklingsroman. For fra starten af bogen (pkt. A) til slutningen af bogen (pkt. B) er Q nået så langt væk fra hans karakter, dog kun til det bedre, trods bump og farlige, intense oplevelser. Og det er bl.a. dét der gør, at jeg elsker PAPER TOWNS. 

Miljøet i PAPER TOWNS er komplet som i det typiske USA, og man hører tit om hvor overdrevet og komplet typisk-amerikansk mange ting i de unges liv i USA er. Ja, alle har deres egen bil........

PAPER TOWNS er ikke som en bog jeg tidligere har læst. Den er tværtimod helt sin egen, og det driver virkelig handlingen fremad som man læser videre. 

John Green bruger ret få verber (udsagnsord) til at beskrive hans karakterer. De fleste beskrivelser får man at vide gennem direkte tale, handlinger og for gældende for Q er de mange (til tider lidt endeløse) monologer han har med sig selv. 

Når man når til midten af PAPER TOWNS kommer der dog et par kapitler, som desværre ikke hjælper hverken handlingen eller spændingen særlig meget. Jeg blev lidt bekymret - men de sider de nu gjaldt blev opretholdt af det efterfølgende afsnit (vælger ikke at forklare yderligere, da jeg vil undgå så mange spoilers som muligt!!!). Bogens afslutning er ikke ligefrem overraskende, men John Green og hans fremragende skrivestil gør virkelig, at man er ked af at PAPER TOWNS bare slutter. 

Når alt kommer til alt, så er PAPER TOWNS virkelig en fantastisk bog. Den er virkelig 'John Green', og jeg glæder mig til at læse videre i hans forfatterskab. PAPER TOWNS er for dig der elsker John Green (og virkelig også hans skrivestil, hvilket var noget af det der, hovedsageligt det, der underholdt mig gennem alle 336 sider). PAPER TOWNS er ikke kun en kærlighedshistorie. Det er for mig også en historie om at vide, at man kan noget mere, men at man somme tider bare har brug for et kærligt skub fremad.

PAPER TOWNS er under filmatisering og får præmiere i sommeren 2015.

Anmeldelse: Macthed#1: Cassias valg

Titel: Cassias valg

Forfatter: Ally Condie

Sprog: Dansk

Originalsprog: Engelsk

Serie: Matched#1

Genre: Dystopisk

Udgivelsesår: 2010

Sider: 317

Forlag: Cicero

**** (4/6 stjerner)

Bogens bagsidetekst:

"Samfundet bestemmer. Hvem du skal elske. Hvor du skal arbejde. Hvornår du skal dø.

Cassia har altid stolet på, at Samfundetvidste, hvad der var det rette for hende.

Så da hun på sin store aften får at vide, at det er hendes gamle bandomsven Xander, hun skal matched med, er hun lykkelig. Et kort øjeblik.

Da hun kommer hjem og sætter sit mikro-kort i portalen, toner en anden dreng nem-lig frem på skærmen: Afvigeren Ky, som hun altid har været lidt tiltrukket af.

Kan Samfundet begå en fejl? Og hvad skerder, hvis man udfordrer Samfundet og begynder at træffe sine egne?"

Tak til Rosinante OG Co, for anmeldereksemplaret! Mine anmeldelser er udelukkende baseret på mine egne meninger og holdninger og vurdering af bogen.

Jeg både forgudede og løftede et øjenbryn once in a while, da jeg læste bogen. Jeg må indrømme, at den har været svær at anmelde, fordi der ligger så meget i bogen. Tematik, symboler, problemstillinger (som man selv genkender og kan tage stilling til, samt sammenligne med problemstillingerne i bogen)... der er bare så meget af det!

Som læser bliver man smidt ind i en dystopisk verden, hvor Samfundet kontrollerer alt. Mængde af mad, arbejdsplads, hvornår du skal gå i skole og til hvornår, og hvad dine fritidaktiviteter skal være. Bogen er utrolig samfundskritisk. Ikke nødvendigvis om det samfund vi lever i nu, men hvis man ikke passer på, og lader staten og SAMFUNDET overtage det hele, så er Samfundet i bogen et meget godt eksempel på en ny hverdag.

Cassia - en sekstenårig pige, der lever efter Samfundets regler, sammen med sine venner, og er en del af Samfundet som alle andre. Præcist som gymnasieelever ofte kan ende med at være - bare et nummer. Bare en arbejder. Fordi at regeringen siger vi skal. Cassia er på ingen måde kritisk overfor Samfundet. For reglerne er jo til for ens eget bedste. Men som læser indser man hurtigt at der er noget galt og snart falder alt fra hinanden, da Cassia udviser en anderledes adfærd end hvad normerne for Samfundets unge egentlig er. Det mener jeg er super cool - at hun har lidt kant som hovedperson, og tør’ stille spørgsmål (dog først til sidst i bogen, hvilket er lidt ærgerligt).

Cassias venner og familie er beskrevet fantastisk godt. Man kan virkelig fornemme familiebåndet, og vennernes relationer til hinanden og at de trods Samfundets ordrer, rent faktisk har en masse historie sammen, som kun de kender, og som kun de har oplevet sammen.

Da jeg startede med at læse bogen, tænkte jeg straks på The Hunger Games. Det er så fair nok - jeg er vant til at der er kommet serier der minder om bestsellerne over det hele. Men hvad The Hunger Games har af fordele, har Cassias Valg tilgengæld som en ulempe: bogens Samfund er utrolig rodet forklaret og der var flere gange hvor jeg blev nødt til at kigge tilbage til siderne for liiiige at finde ud af hvad reglerne for jobs og skolegang var én gang til. Det er først i slutningen af bogen alle Samfundets regler går op i en højere enhed og rent faktisk giver mening. og det er super ærgerligt at man ikke blvier præsenteret for det noget tidligere. Det ville have gjort historien/plottet meget mere levende!

Bogen bliver igennem hele handlingen trukket op af Allie Condie’s helt fantastiske sprog. Sproget er, på én og samme tid, utrolig flydende og letforståeligt, men også utrolig velvalgt og formuleret til YAs (young adults = non-’childish’ om man vil).

Det sjove ved det hele er, at slutningen virkelig tager til og hvor Cassia som karakter virkelig viser tænder (kunne skrive så meget mere om slutningen men så ville der være nødt til at indgå noget af plottet og jeg vil nu hellere have at andre læseglade som jeg oplever det selv). Men lad os bare sige, at slutningen virkelig ‘redde’ bogen fra at være småkedelig og usammenhængende, til at have lidt mere kant og vise lidt flere tænder! Det eneste spørgsmål jeg står tilbage med nu, er:

Bør jeg læse den næste i serien? Er jeg nysgerrig nok, efter Matched#1?

Da slutningen tog til, havde jeg altså virkelig svært ved at lægge bogen fra mig. Og jeg som der lgie troede, at den ville være lige så tung og forvirrende hele vejen igennem bogen, som den var i starten! Men det er det der er så fantastisk ved bøger - de kan både overraske, skræmme, og få dig til at smile og nyde det på samme tid.

Matched#1: Cassias Valg, er en bog for dem der leder efter spænding og et fantastisk sprog, samt hvor temaer om det at være ung i et kontrollerende samfund (ned til mindste detalje) og sætte spørgsmål ved tingene (uden at det bliver alt for filosofisk) indgår som vendepunkter.

Bogen kan læses af børn, teenagere og young adults.

Anmeldelse af: Joss Stirling – Phoenix (dansk udgave, 2013)

Titel: Soulfinders - Phoenix
Originaltitel: Stealing Phoenix
Udgivelsesår: 2011
Forfatter: Joss Stirling
Serie: Benedicts#2
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Genre: Paranormal Romance
Sider: 279
Forlag: HøstOgSøn



Bogens bagtekst:

”Da Phoenix bliver beordret til at stjæle fra en amerikansk turist, går hendes planer bogstaveligt talt op i røg – for ikke alene viser offeret sig at være Yves Benedict – en savant, hvis særlige evne er at kontrollere ild – han er også hendes soulfinder.Phoenix har altid fantaseret om at slippe væk fra sit usle liv som tyv. Men hendes sind kontrolleres af den farlige og dybt kriminelle leder af Fællesskabet, der straks ser båndet mellem de to som midlet til at få ram på den mægtige Benedict-klan. Han ved, at Phoenix ikke kan modsætte sig hans vilje og beordrer hendes til at forråde Yves.
Men hvordan forråder man sin soulfinder?”

Tak til Rosinante OG Co, for anmeldereksemplaret! Mine anmeldelser er udelukkende baseret på mine egne meninger og holdninger og vurdering af bogen.

Jeg har haft utroligt høje forventninger til Phoenix – Soulfinders #2. Jeg absolut elskede den første bog og er derfor helt vildt glad for at jeg vandt bog #2. Bogen har – kort og godt, været utrolig overraskende og svær at lægge fra mig.  

Hold på hat og briller! Hovedpersonen Phoenix, som har evnen til at kunne stoppe tiden (helt basalt forklaret), kommer ud på lidt af en rejse. Og det gælder virkelig om at holde tungen lige i munden undervejs. For her, i plottets forløb, møder du karakterer, der (tæt på), alle er involveret i Fællesskabet. Derudover møder du familien Benedict, der består af de syv brødre, deres forældre og desuden hovedpersonen fra den første bog, Sky. En familie som består af lidt mere en familiesammenhold, og hemmeligheder under deres ellers meget perfekte og idylliske familieliv. Der er fuld skrue på hele tiden. Hvis ikke Phoenix farter rundt i London for at kunne opfylde sit ’job’ som tyv, så er hun på farten for at redde sit eget eller Yves’ skind.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt splittet, ift. bogen. Én ting er, at man har store og høje forventninger til to’eren i serien, et andet er, om den i virkeligheden lever op til forventningerne. Jeg har måtte lægge bogen fra mig nogle dage efter jeg blev færdig med læsningen. Bogen har et og på samme tid kærlighed og temaet om at blive voksen/selvstændig og rent faktisk lære at kunne ’acceptere’ at man skal være sammen med sin Soulfinder hele livet. Men jeg mangler altså lidt romance! Der er fuld fart over feltet gennem hele plottet, men der har været nogle gange, hvor jeg har måtte kigge op fra siderne og lige tænke lidt. Hvorfor var det lige … hvordan var det lige dét hang sammen..? Joss Stirling opnår på et og samme tid at skabe romance og ’et plot ved siden af’, men romancen tabes altså undervejs, i takt med Phoenix på den ene eller den anden måde, egentlig ikke vil vedkende sig, at hun rent faktisk har fundet sin Soulfinder. Og når hun så engang accepterer det, vil hun ikke udsætte Yves for faren. Forståeligt, men hun flygter fra problemerne og prøver desperat at redde Yves, ved at droppe tanken om Soulfinders. Det mener jeg er super ærgerlig, eftersom det var det der var noget af det charmerende og ’afhængige’ ved et'eren; man mødte en kærlighed man i virkeligheden kun kan droppe om og give en et smil på læben. Og tanken om at man ikke vil leve uden hinanden.

Hvad angår Yves – Phoenix’s Soulfinder, viser han sig i bogen både fra både sin gode og dårlige side. Sin gode side, fordi han kæmper så meget for deres kærlighed (en hel del mere i starten hvert fald, ift. Phoenix), og sin dårlige side, i hans desperate forsøg på at få Phoenix og ham selv ud at kniben uden at miste livet undervejs. Yves er en utrolig charmerende fyr, og kan virkelig være provokerende. Joss Stirling har virkelig formået at give begge karakterer lidt edge, eftersom de er (for sjov og nogle gange seriøst), efter hinanden, pga. begges stædighed. Joss Stirling har formået – tør’ jeg vove at påstå – et perfekt eksempel på Ying og Yang (modsat til hovedkaraktererne i den første bog). Hvad angår de forrige hovedpersoner Sky og hendes Soulfinder Zed Benedict (Yves’ yngre bror), så indgår disse to helt perfekt! Jeg var utrolig spændt på at se hvor meget de to egentlig var med i Phoenix  og jeg vil ærligt indrømme, at jeg er meget overrasket over den måde Joss Stiling på en og samme tid at skabe kontekst mellem teorien i det at have en soulfinder og så i det at kunne skabe en rigtig god overgang mellem de fire personer, der nu alle har fundet deres soulfinder og har noget helt specielt tilfælles. Desuden var jeg helt forelsket i Zed og Sky, så jeg er utrolig lettet over, at de to er med i Phoenix.

Men altså, for at samle op på det hele… Phoenix, er en helt utrolig fortælling. Hovedpersonen har en helt utrolig stærk karakter og er utrolig stædig. Det kan jeg godt lide, men jeg er lidt ked af alt den selvopofrelse, som der bliver beskrevet i bogen, set via. Phoenix’s forsøg på at redde Yves, som i sidste ende, viser sig som alle de andre Benedict brødre, at være noget helt for sig selv og har viljen til at kæmpe for sin Soulfinder. Leder man efter en bog, hvor selvstændighed, romance, kampen om at få lov til at leve med sine tidligere gerninger og at turde tage chancer, er gennemgående temaer, så er Phoenix helt perfekt. Jeg vil dermed sige, at man som læser ikke kan undgå at lægge mærke til den fantastiske udvikling karaktererne gennemgår og man som læser bliver ’drevet’ igennem bogen af.

* * * * * (5/6 stjerner).

Serien om Soulfinders generelt, mener jeg at skulle kunne ramme ikke kun en yngre målgruppe men også ’Young Adults’ (20+..)